Om …

Gran CanyonDer var en gang en prinsesse… men det har ikke så meget med sagen at gøre.

Her er tale om en ganske almindelig mellem- eller lysblond (alt efter tilbudsavisen hos frisøren) dansk kvinde, som blot har lyst til at bruge et medie til at udtrykke sig via.
Jeg har mange ord og tanker i mit hoved, men jeg har med årene lært, at jeg er langt bedre til at give udtryk for dem på skrift end i tale.

Jeg er typen, der kan skrive lange rejseberetninger helt ned til mindste detaljer, men spørger min mand mig, hvad jeg har oplevet i løbet af dagen, så kan det let ske, at jeg glemmer at fortælle selv de mest indlysende ting, som f.eks. atombombe-sprængninger i nabolaget, regeringsskifte på Maldiverne og afgørelse af årets strikkekonkurrence i Estland.
Han undrer sig, men det gør jeg ikke – for det er jo bare mig…

Jeg bryder mig om rigtig mange ting, men blandt de øverste ting på favoritlisten er at rejse – og det vil nok også fremgå temmelig tydeligt under menuen “Med kuffert og fyldepen”

Min morfar var korrekturlæser, og jeg har altid moret mig over de bøger, han havde – jeg tror ikke, at han nogensinde har interesseret sig for indholdet, men til gengæld var der røde mærker alle vegne, hvor han havde spottet stavefejl og andre korrektur-urigtigheder.
I dag er jeg stort set lige sådan – den sociale arv fornægter sig ikke, og derfor vil jeg sætte stor pris på at få kommentarer til eventuelle fejl på denne blog

Er du interesseret i at vide mere om mig, så send en brevdue eller udfyld nedenfor

Skriv et svar