C – som i Chinese Mall
- Af admin
- 1 august, 2013
- Ingen kommentarer
Jeg har aldrig tidligere set så store indkøbscentre som her.
Det mest kendte er nok Dubai Mall, som skulle være verdens største med ca. 1.200 butikker og 160 restauranter/cafeer – men det er så øjensynligt ikke nok, for man er i øjeblikket i gang med at udvide det med 93.000 m2. Der forventes et fremtidigt antal besøgende på 100 millioner mennesker om året.
Det får Fields til at ligne en døgnkiosk i Marienlyst i november måned.
Chinese Mall, eller rettere Dragon Mart, er et kinesisk indkøbscenter, som er 1,3 km langt, og indeholder et ukendt antal forretninger – og selv jeg bliver træt i fødderne af at gå rundt her; for det første skal man jo nå ind i en bunke af butikkerne undervejs, og når man endelig når til slutningen af centeret, så skal man tilbage igen.
Men hvad er 1,3 km? Åbenbart i hvert fald ikke nok, for man er i gang med at udvide centeret op til 3 gange den nuværende størrelse.
Til et stort shopping center hører der naturligvis også parkeringspladser, men også mange biler.
Og når man som jeg er udstyret med en utålmodig chauffør, så er det at vente på ledige pladser ikke en mulighed.
Chaufføren gør som de indfødte; finder alternative veje … hvad chaufføren så ikke lige havde taget højde for for var, at de indfødte kører 4-hjulstrækkere og sand virker som sne, måske endda bare værre.
Det skal siges, at de lokale er meget hjælpsomme, hvad enten de bærer klude eller ej – og at køre rund med et tov til at trække biler fri for sand, er nogenlunde lige så normalt, som at se en nordmand med tophue og rygsæk.



Copyright © 2026 . Alle rettigheder er forbeholdt.
Skriv et svar